Endnu et dejligt menneske. Jeg føler mig så heldig, så priviligeret og meget ydmyg over sådan at få et tit ind i et andet menneskes univers og tanker. Bortset fra den kølige luft var det en forårsagtig dag. Og da vi sad på en bænk i solen og indtog sommerens sidste dråber af den herlige hyldedrik i varm udgave var det næsten som en sommerdag.
Vi talte meget om rigtig meget. Vi fyldte intetheden med tanker og oplevelser. Og talte om, hvordan det netop er det – tankerne og oplevelserne – der udgør dem vi er. Og at det kan være fint nok at holde fast på sin identitet og den man er, men at det også nogen gange er befriende at slippe det og svæve frit for en stund.
”Jeg frygter intet”, som Kirkegaard en gang har sagt, kom på mange måder til at være omdrejningspunktet i vores samtale. Om ikke at frygte noget og samtidig at frygte intetheden, tomheden, det ukendte og nye.
Jeg har efterfølgende tænkt meget på, hvordan det er vi tager imod fremmede – som måske netop står midt i en eller anden form for intethed, tomhed eller nyhed. Ikke bare dem der kommer langvejs fra, men også dem der bor lige ved siden af, eller de nye på arbejdspladsen. Inviterer vi dem ind i vores kreds, eller må de selv insistere på at blive en del af fællesskabet?
Jeg kan selv tænke på et par initiativer, jeg har haft i tankerne den senere tid, som jeg nu er sikker på, at jeg vil prioritere at sætte handling bag – så nu skal der blandt andet være fest på vejen, som aldrig har holdt en vejfest 🙂
Har du selv stået som fremmed og ønsket at blive inviteret ind? Har du som fremmed insisteret på at ”være med” eller har du været den, der tog initiativ den anden vej?