Fremmed fremmed, kendt fremmed eller snyde-fremmed

Hvad er en rigtig fremmed og kan ”fremmed” gradbøjes? I mine egne regler for mig selv har jeg defineret det meget bredt som ”jeg har ikke talt med vedkommende før”. Og selvom sidste uges fremmede passede på beskrivelsen, var hun alligevel lidt en ”snyde-fremmed”. En fælles bekendt havde foreslået, at vi mødtes. Vores veje har både fysisk og rent professionelt krydsedes og fagligt bevæger vi os i det samme felt. Og så er man vel ikke sådan rigtig fremmed – eller er man?

Men alene det at mødes ”som fremmede” sætter en anden ramme for samtalen og jeg tror eksempelvis ikke, at vi (som det skete i fredags) ville have siddet med synkrone smil på læberne og mindedes vores barndoms somre i Smørmosen – den dejligste strand på Tåsinge, hvor vi begge (aldeles uafhængigt af hinanden) har badet og spillet minigolf – hvis det ikke lige var fordi rammerne bliver så dejligt brede, når intet er givet på forhånd.

Vi talte også om, hvor vigtigt det er for os, at vi udvikler os både fagligt og menneskeligt. Ikke gå i stå, men være åben for ny viden og vinkler på tilværelsen. Og om at stå et sted i livet, hvor man spørger sig selv ”Hva’ så nu?” – både på den pirrende, inspirerende måde, men også på den lidt triste, sukkende måde.

Og det var en af de smukke sensommerdage, hvor konklusioner ikke er nødvendige, men hvor tankerne får nyt liv, fordi de hænges ud og blafrer i solen og ordene og reflektionerne frem og tilbage.

Men selvom jeg havde endnu en skøn gå-tur med en fremmed tænker jeg, om det blev lidt for trygt, fordi vi havde så meget til fælles. Eller er det bare en vrangforestilling? Skal det at møde en fremmed – altså sådan helt ”rigtig fremmed” – være lidt utrygt og uden fælles referenceramme?

Pudsigt nok har jeg med alle mine fremmede opnået en eller anden følelse af samhørighed – og dermed fået næring til en spirende klarhed om, at hvis bare vi er åbne og nærværende, vil der altid være områder, hvor vi er mere kendte end fremmede for hinanden.

Et klogt nok indlæg om en tur med en ”klog mand”

Jeg forsøger altid at være så åben og uden forventninger som muligt forud for mine gå-ture med en fremmed. Men det lykkedes sgu (lærte den anden dag, at det ifølge dansk sprognævn ikke længere er et bandeord) ikke helt fra starten i dag.

Det forholder sig nemlig sådan, at dagens gå-turs-fremmede har skrevet en bog, som jeg synes var vældig fascinerende, da jeg læste den sidste år, og jeg tænkte, at forfatteren måtte være både klog og indsigtsfuld, og ham ville jeg egentlig gerne møde. Så jeg skrev til ham. Og han takkede ja til min invitation om en gå-tur. Og siden da har han bare figureret i min bevidsthed som ”den kloge mand”, hvilket unægteligt sætter en eller anden form for forventning.

Og nu sidder jeg så her efter en (hæs)blæsende gå-tur og er i tvivl om, om mit tilbageblæste hår skyldes den megen blæst eller de mange ord. Min fremmede var bestemt en vidende mand af mange ord. Det viste sig at være en hel perfekt anledning for mig til at øve mig i at være ok med hende ”stille Sille” som jeg ellers så ofte prøver at skubbe til side, fordi jeg synes, hun er lidt for underspillet, kedelig og vattet.

Så jeg lyttede. Og spurgte ind. Og vi kom vidt omkring. Fra fredningsregler, til skolesystemet – og så måske især spørgsmålet ”hvad vil du være når du bliver stor?”. Om hvordan nogle mennesker finder deres ”kald” tidligt i livet, mens andre stiller sig tilfredse og endnu andre igen savner noget, men ikke ved, hvordan de skal finde det.

Men mit klog-mand-filter lå meget af tiden som en lille indre forstyrrelse – og implicit en tanke om, at jeg er sgu nok ikke klog nok. Ikke så hensigtsmæssigt, men så alligevel fint i tråd med en del af vores snak (ja, hun var ikke stille hele tiden hende ”stille Sille”) som handlede om vores forestillinger om, hvad der er fint og rigtigt – kontra hvad der er et lykkeligt liv. Vi er så bundet op på status og rigtigt og forkert, at vi sjældent ser eksempelvis vores børn lige der, hvor de er. Vores evne til at spotte det, der er rigtigt for den enkelte og støtte talentets udvikling overskygges desværre ofte af plejer, bør og skal. Eller måske bare af en følelse af ikke at være klog nok – eller et eller andet andet nok (smuk nok, hurtig nok, dyb nok…)

Og selvom jeg på denne gå-tur ikke var helt ”uden filter” sidder jeg som vanligt med et afslappet smil og kan mærke, at noget spirer, pibler og er ved at tage form. Måske er det noget, der har været undervejs længe, men jeg kan mærke, at det umærkelige ”noget” næres i mødet med en fremmed.

Går du også ture med mænd?

Det spørgsmål fik jeg for noget tid siden. En bekendt spurgte lidt ind til mine gå-ture. ”Spændende – men går du også ture med mænd?” Og ja, selvfølgelig går jeg også ture med mænd. Eller… så selvfølgeligt er det måske alligevel ikke?

Spørgsmålet og min egen efterfølgende reflektion er blevet ved med at dukke op i tankerne. For mig er der ikke nogen jeg pr automatik sorterer fra – eller er der? For mig er det selvfølgeligt, at mænd er med i gruppen af ”gå-turs-fremmede” mens det for min bekendte var li’så naturligt, at de ikke indgår i gruppen af fremmede man omgåes.

Så selvom vi føler os åbne og imødekommende, kan der sagtens være mennesker vi – bevidst eller ubevidst – sorterer fra. Eksempelvis mænd, som må siges at udgøre en pænt stor andel af de potentielt fremmede man kunne mødes med.

I næste uge skal jeg ud på min næste tur – med en mand. Men gad vide, hvem jeg sorterer fra – måske uden selv at vide det… eller ville være ved det? Er der nogen du umiddelbart har svært ved at se dig selv gå en tur med?