Invitér en fremmed

I dag har jeg sendt en lille håndfuld nye invitationer ud.

Og det er faktisk en smule angstfremkaldende og grænseoverskridende for mig. Men samtidig også inspirerende og livsbekræftende. Angstfremkaldende og grænseoverskridende fordi jeg gør mig selv sårbar og åbner op for muligheden for at blive afvist – hvilket jeg ikke er specielt vild med. Inspirerende og livsbekræftende fordi alene processen med at finde ud af, hvem jeg skal invitere, og hvad jeg skal skrive til dem, tvinger mig til at sætte ord på nogle af de ting, der er vigtige for mig.

Hvis du har lyst til selv at gå tur med en fremmed, er du velkommen til at lade dig inspirere af min tilgang.

Her er hvad jeg gør, når jeg inviterer en fremmed:

  1. Jeg finder dem jeg gerne vil gå tur med – der er to tilgange
    • Direkte kontakt – baseret på min egen nysgerrighed. Det jeg læser, ser eller hører vækker ofte en eller anden form for fascination, undren eller nysgerrighed, som jeg så beslutter mig for at forfølge. Dvs her har jeg en eller anden form for viden om personen.
    • Indirekte kontakt – baseret på en anden persons nysgerrighed. Jeg spørger dem jeg går tur med, om hvem de gerne ville gå tur med, hvis de skulle gå tur med en anden fremmed. Dvs her ved jeg intet eller ganske minimalt om den person jeg inviterer.
  2. Jeg skriver en e-mail, hvor jeg fortæller:
    • hvorfor jeg har lyst til at gå tur med lige netop den person (jeg gør det kort, vedkommende og personligt – det viser lidt om mig og forhåbentlig føler modtageren sig en lille smule beæret, pirret eller bare nysgerrige den anden vej tilbage)
    • det praktiske omkring turen (for mit vedkommende: det tager 2-3 timer, jeg planlægger ruten og pakker en rygsæk med proviant, mød mig her kl. 11, du bestemmer dagen)
    • mindst muligt om baggrunden for min idé om at gå med en fremmed (så de ved lidt og føler sig nogenlunde trygge, men jeg ønsker ikke at forklare en hel masse)
  3. Jeg finder deres mail-adresse. Det gør jeg med vilje først, når jeg har skrevet selve mailen. Dels bliver jeg ofte nødt til at google dem for at finde noget kontakt info, og da jeg helst vil være så ”blank” som muligt, når jeg skriver, er det en fordel at vente med den del. Dels er det også min oplevelse, at når først jeg har skrevet mailen, så er mit ønske om at møde netop denne fremmede endnu større og tilsvarende stor er vedholdenheden med at finde frem til en e-mail adresse, jeg kan sende mailen til. Med nogen er det nemt nok, med andre en kende besværligt.

Og så er det ellers bare at trykke ”send” og se, hvad der sker. Ind til nu, har jeg kun fået positive tilbagemeldinger – selv afvisningerne er positive og gør absolut ikke ondt! Det helt afgørende er, at kommunikationen er autentisk. Du skal virkelig have LYST til at møde den person, du skriver til, og det skal skinne igennem, når du skriver – mit bud er, at det gør det, hvis du er åben og ærlig.

Inden længe laver jeg et opslag om det næste skridt i processen med at gå tur med en fremmed – nemlig det at planlægge ruten. Det er sådan set lige ud ad landevejen – næsten helt bogstaveligt – men måske kan du alligevel hente lidt inspiration ved at læse om min rute.

Om at leve i beta-version og vente lidt med at gå i panik

Pyha, tænker på, om jeg mon alligevel skal begynde at tage notater, når jeg går ”tur med en fremmed”. Er fyldt op med tanker og har samtidig en følelse af, at vigtige ting fra vores samtale ikke helt har taget form endnu. Men da totalt nærvær i øjeblikket er det der skal skabe magien i samtalen, kombineret med naturen, turen og en nysgerrighed på ”den fremmede”, vælger jeg at sætte min lid til, at det der er vigtigt står tilbage – med eller uden notater. Også selvom det måske ikke dokumenteres lige nu.

Vi mødtes uden at vide noget om hinanden – overhovedet. Og så alligevel ikke helt. For vi mennesker har en evne til at reflektere over selv den mindste ting så bare det, at vi kendte til hinandens domænenavne havde givet anledening til nogle overvejelser om, hvem den anden mon var. Og så havde Lars, som jeg gik min første tur med, foreslået Nadja som én han gerne selv ville gå en tur med – fordi hun virker super spændende og har gang i nogle interessante og relevante ting (sådan cirka sagde han vist).  Men bortset fra det, var vi blanke på hinanden.

Og det var befriende. Vi kunne mødes uden særlige forventninger til udfaldet, forestillinger om samtalen eller  faste idéer om, hvad vi hver især kunne bidrage med eller tage med os fra turen.

Om det er fordi, både Nadja og Lars er meget åbne mennesker, eller om det simpelt hen bare er rammerne der er sat, som gør, at det lynhurtigt bliver meget spændende, ved jeg ikke, men i hvert fald oplevede jeg endnu en gang, at vi li’som kunne ”bypasse” al den indledende snak og så bare gå direkte på med en inspirerende samtale om blandt andet nysgerrighed, angst, indre konflikt og accept.

Nadja fortalte, hvordan hun altid har været drevet af en indre angst for at miste sin nysgerrighed. Eller i hvert fald en bevidst opmærksomhed på at nære den. Og at det langt hen ad vejen har drevet hende viderer og videre. Mens min angst for ikke at være god nok, blive afsløret som inkompetent eller latterlig i mange år har afholdt mig fra at forfølge min nysgerrighed. Men at det for mit vedkommende også er netop nysgerrigheden, der nu driver mig til at trodse min angst og bare gøre det, jeg synes giver mening for mig.

Og vi talte om, at det kan være nødvendigt at finde ro i kaos, og at vi (mennesker/danskere/…) tit panikker for tidligt. Jeg har selv oplevet at sige ja til jobs, fordi jeg troede, at hvis ikke jeg gjorde det, så måtte vi gå fra hus og hjem. Men det er måske netop lige inden det sker, at de gode ideer og de rigtige løsninger viser sig – når vi er helt derude, hvor vi føler os på virkeligt gyngende grund. Og ikke dermed sagt, at vi altid skal sætte alt over styr, men vi skal turde træde ind i det ukendte og acceptere, at vi ikke kender alle svar på forhånd.

Nadja brugte udtrykket ”leve i beta-version” – vi er i proces, vi er i udvikling. Hvilket lige nu får mig til at tænke på noget, jeg sagde til Lars i sidste uge – at jeg med alderen er nået tættere på en accept af, at jeg nok aldrig kommer til at føle mig fuldstændig kompetent – færdigudviklet så at sige – og at det i virkeligheden er en lettelse i forhold til, da jeg som yngre troede, at jeg på et tidspunkt ville være perfekt og så kunne jeg…leve livet, forfølge min drømme, gøre det jeg virkelig ville…

Så tak for den Nadja! Leve i beta-version – det smager rigtigt. Derfor vil jeg også fluks kaste mig ud i at brede ”tur med en fremmed” endnu mere ud og gøre det endnu hurtigere, end jeg egentlig havde tænkt. Lige hvordan det kommer til at se ud må vise sig.

Når et nej på magisk vis forvandler sig til et ja

I løbet af mine efterhånden mange år i den internationale del af it-branchen og senere som selvstændig har jeg stiftet bekendtskab med mange forskellige tilgange til salg – og en af de gennemgående råd er, at man ikke skal acceptere et nej. Jeg vil til hver en tid påstå, at lige præcis det modsatte – bare acceptere og ikke presse på – kan virke mindst li’så godt. Hør selv, hvad der lige er sket!

Jeg var i lidt af et dilemma, da en af de personer jeg har inviteret med ud på en gå-tur vendte tilbage med et tak, men nej tak. Hendes begrundelse var at ”det kan jeg ikke lige se mig selv i” og min umiddelbare tanke var at ”nej, det kan jeg sådan set heller ikke, men det er li’som det, der er hele konceptet. ”

På den ene side overvejede jeg at udfordre hende til at gøre noget, hun ikke kan se sig selv i – jeg havde jo rent faktisk også lyst til at møde hende – men samtidig ville jeg ikke forsøge at trække en gå-tur med mig ned over hovedet på hende. Så jeg valgte at acceptere hendes nej og sendte en høflig e-mail, hvor jeg takkede for, at hun trods manglende interesse var vendt tilbage med et svar.

Og så skete det helt fantastiske, at hun skrev tilbage, at hvis jeg har lyst til at prøve mig selv af på hendes hjemmebane, så er jeg meget velkommen – og den invitation har jeg selvfølgelig taget imod :-) Så en dag i november eller december skal jeg bage kager til den store guldmedalje med “en fremmed”, der har den hyggeligste cafe ude i en skov!

Så et indledningsvist nej har nu forvandlet sig til et ja – bare med omvendt fortegn.

Tur # 1 – en fucking flink fyr

Premierenerver fra morgenstunden og tanker omkring, hvor vidt jeg er en total ”freak”, når jeg sådan inviterer en fremmed på en gå-tur. Sommerfugle i maven og overvejelser om, om jeg alligevel skulle have spurgt på forhånd, om han var en af dem på anti-mælke- og anti-hvedemels-bølgen eller om han foretrækker kyllingesandwich frem for laks… Og hvad nu, hvis vi ikke har noget at tale om? Skulle jeg alligevel have lavet nogle samtale-oplæg? Men heldigvis var min indre rolige stemme stærkere og den fortalte mig, at hvis det endelig var sådan, så ville jeg også lære noget af det, og det er jo det hele projektet går ud på.

At træde ind i det ukendte baseret på en fundamental lyst til at se noget nyt og uden nogle klare forventninger til udfaldet. Fordomsfri lytning og oprigtigt og ærligt nærvær.

Alligevel skulle der ikke mere end 4 minutters forsinkelse til, og så stod jeg ude ved vejen og nynnede ”Det var en lørdag aften…” og overvejede, om jeg kunne antaste en tilfældig fremmed, hvis det viste sig, at min gæst havde glemt vores aftale eller havde fået kolde fødder. Men så kom han – og glad var jeg!

Og det var fantastisk! Vejret var godt, naturen smuk, snakken gik og det hele gav bare på en eller anden måde mening – uden at jeg kan sætte ord på, hvad det var der gav så god mening… måske bare en fælles intention om at være tilstede i nuet og se, hvad det fører med sig. Og så måske også en fundamental glæde over, at det kan lade sig gøre at mødes – to fremmede – og uden en masse iscenesættelse kunne finde nogle emner, som det giver mening at udveksle holdninger til og erfaringer med på en autentisk og enkel måde.

Mit eget tema omkring min evige kamp mellem den indre hippie og det indre forretningsmenneske kom til at dukke op flere gange undervejs på vores tur. Vi har begge oplevet at tage beslutninger igennem livet som har været styret af enten hippien eller forretningspersonen. Og på den korte bane kan det godt være, at forretningsperspektivet vinder, men på den lidt længere bane er de bedste beslutninger som regel dem vi tager baseret på en god mavefornemmelse, en indre oprører eller en ”hippie”, som bare ved, at det er noget andet, der er godt at gøre her. Noget andet end det der ligger lige for eller virker som det oplagte. Hvilket også er kendetegnende for nogle af de projekter vi hver især har gang i – at vi gør det fordi det føles rigtigt, og der er en udefinérbar, men meget tydelig energi omrking det – og en indædt tro på, at noget vil materialisere sig, vil give mening eller tage form lidt længere ude i horisonten.

Vi talte også om, hvad der driver innovation, udvikling og personligt engagement, og at det ofte er et spørgsmål om en oprigtig nysgerrighed kombineret med et behov for og en villighed til at sætte sig selv i spil, turde sige det man tænker istedet for blot at reagere på det som andre siger.

Og ved at sætte sig selv i spil, udstiller vi os selv – og det vil vi på den ene side helst ikke, for man kan komme til at virke anmassende, for meget, for naiv eller fjollet,  men samtidig er det netop, når vi sætter os selv i spil, at tingene begynder at blive spændende – og det gipper i os, når nogle reagerer på det vi siger, eller vi kan se, det vækker genklang og sætter tanker i gang hos andre. Og egentlig er det pudsigt, at vi på den ene side har behov for at være unikke og noget særligt, men samtidig glæder det os, når vi opdager, at andre har det ligesom os eller tænker de samme eller beslægtede tanker…

Og jeg kan mærke nu, at jeg er hamrende inspireret til at klø på med mit “Tur med en fremmed”-projekt og at jeg nu i højere grad end før godt kan leve med, at jeg ikke ved, hvor det fører mig hen. At det er ok, at jeg ikke er helt skarp på formen, at jeg ikke ved, hvor meget det skal handle om det fælles, der opstår, eller i højere grad om de tanker det vækker i mig. Og dybest set skal jeg nok netop være indstillet på, at det vil være forskelligt fra gang til gang og så se, om der begynder at tegne sig et billede.

Min første fremmede var super inspirerende og har nu også givet mig et navn på én han gerne ville gå en tur med, hvis han skulle ud og gå med endnu en fremmed. Og det vil jeg lade være min indgang til en ny fremmed – så hende skriver jeg til om lidt.

En tanke tager form

Eller måske snarere et mylder af tanker – om frygt, forbehold, forestillinger, forventninger, fri natur og favntag med livet. Hvad holder os tilbage og hvad får os til at give slip? Hvad gør naturen ved os? Hvordan er det at mødes og have en samtale med et fremmed menneske? Hvad drømmer vi om – og hvad frygter vi mest? Hvad er kreativitet og hvordan udfolder vi den – og hvornår gør vi det i hvert fald ikke? Hvad er det for indtryk og aftryk vi sætter i hinandens liv? Hvad inspirerer og hvad skræmmer?

Silles gummistøvlerJeg har besluttet mig for at møde nye mennesker og gøre det med en gå-tur som rammen for mødet. Den første aftale er lavet og på fredag kl. 11 trækker jeg i gummistøvlerne. Jeg glæder mig helt vildt!