Der var noget alfeagtigt over gåturen i dag. Og jeg tror ikke kun det var den tunge tåge. Eller den intense fuglekvidder. Men måske var det minutterne med stilhed. Og fårene på ruten, der stirrede nysgerrigt på os. Og de friskfangede fisk på havnen. Og solen der pludseligt og endelig bragede igennem tågen.
Dagens tur var anderledes end alle andre. Måske fordi stilheden fik en stemme. Der var rum til ikke at sige noget. For en stund lade ordene vige pladsen for fuglekvidder og lyden af græsset der gror. Jeg føler i de grader, at foråret vandt indpas i dag. I mit hjerte fordi jeg var nærværende nok til at opfange lyden af græsset der gror.
Mange ellers gængse samtaleemner som børneopdragelse, karrierevalg og –overvejelser og parforholdsproblematikker blev aldrig aktuelle fordi ”min fremmede” og jeg på rigtig mange områder ikke har fælles referenceramme. Så måske netop derfor gik vi direkte til eksistentielle overvejelser omkring død, smerte og lykke.
Hvad fylder i dit liv – eller hvad fylder du dit liv med?
Jeg er meget tilhænger af ideen om, at vi selv er ansvarlige for, hvad vi fylder vores liv med. Men den tanke fik et for mig interessant nyt perspektiv, fordi vi kom til at tale om smerte. En tandpine hos min vandre-ven har den sidste tid fyldt rigtig meget. Og smerte har det med at fylde. Smerte påkalder sig opmærksomhed og trænger alt andet bort. Jeg havde selv tandpine for en måned siden og nikker genkendende til den altoverskyggende og opmærksomhedskrævende smerte.
Så smerten – psykisk eller fysisk – kan fylde så meget, at det at passe et arbejde eksempelvis føles invaliderende. Det er ikke nyt for mig, at det kræver overskud at skabe sin egen lykke. Men i dag stod det skærende klart for mig, at hvis smerten fylder det hele, må det kræve mange gange mere overskud at fylde sit liv med noget, som kan opveje smerten.
Jeg bøjer mig i dyb respekt for alle de mennesker omkring mig, som kæmper med fysiske og psykiske smerter og som stadig står op!
Og jeg føler dyb taknemmelighed for fravær af smerte, solen der stråler, den friskfangede fisk på mit køkkenbord og mødet med en fremmed, som var med til at gøre tre timer på en fredag eftermiddag mere magiske end de ellers ville have været.