Hvad er det værste der kan ske?

I dag kom tankerne på min tur til at kredse om frygt. Frygt er et af temaerne i min samling af kort, som man kan tage med sig på gåturen. Eller bruge rundt om middagsbordet. Egentlig er de lavet med tanke på samtaler, men lige for tide snurrer så meget rundt i mit hoved, at jeg har brug for refleksion med mig selv. Også. Efter de første kilometer fandt jeg kortene frem og bladrede dem igennem.

Nære relationer, mod, natur, overskud, frygt… I dag var det ”frygt,” der fik mig til at stoppe op. Frygt? Hvad er jeg bange for? Noget holder mig tilbage, men hvad er det? Det gik jeg og funderede over. Er det angsten for at fejle? At se dum ud? Er det frygten for at blive udelukket fra fællesskabet? Det er i hvert fald ofte nogle af de dybereliggende frygt-scenarier mange af os bøvler med… Er det det, der holder mig tilbage?

For noget tid siden var der en, der spurgte mig: ”Hvad er det værste der kan ske?” ”Hvad frygter du allermest?” Og ser vi bort fra frygten for, at der skal ske mine kæreste noget alvorligt, så er det frygten for ikke at bidrage, der kan gøre mig bange. Frygten for, at jeg bliver magelig og ikke handler på de ting i livet, som jeg synes er vigtige. Måske er det en personligt funderet frygt for ikke at leve fuldt ud. Men ofte føles den dybereliggende. En frygt for ikke at bidrage til den mission jer er ”sendt ud på” og som har en sammenhæng til vores fælles bedste.

For nogle år siden besluttede jeg, at jeg ville tage større chancer og dele mere. Have mere på spil. Den gang havde jeg lige taget afsked med mine to fædre – min biologiske far og ham jeg voksede op med – som begge to på hver deres måde, aldrig var tro mod det, de virkelig ønskede.

De døde begge to med så meget i sig, som jeg ved, at det ville have været værdifuldt for mig og andre, hvis de havde delt.

Men det gjorde de ikke. For de turde ikke. Eller de vidste ikke hvordan. Og de var ikke parate til at prøve sig frem og miste fodfæstet. Se dumme ud. Fejle. Blive udstillet. Er jeg det? Når nu alternativet – at gøre ingenting – virker så meget mere skræmmende?

  • Hvad skræmmer dig, og hvornår var du sidst bange?
  • Hvad undlader du at gøre af frygt?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *