Hvad er en rigtig fremmed og kan ”fremmed” gradbøjes? I mine egne regler for mig selv har jeg defineret det meget bredt som ”jeg har ikke talt med vedkommende før”. Og selvom sidste uges fremmede passede på beskrivelsen, var hun alligevel lidt en ”snyde-fremmed”. En fælles bekendt havde foreslået, at vi mødtes. Vores veje har både fysisk og rent professionelt krydsedes og fagligt bevæger vi os i det samme felt. Og så er man vel ikke sådan rigtig fremmed – eller er man?
Men alene det at mødes ”som fremmede” sætter en anden ramme for samtalen og jeg tror eksempelvis ikke, at vi (som det skete i fredags) ville have siddet med synkrone smil på læberne og mindedes vores barndoms somre i Smørmosen – den dejligste strand på Tåsinge, hvor vi begge (aldeles uafhængigt af hinanden) har badet og spillet minigolf – hvis det ikke lige var fordi rammerne bliver så dejligt brede, når intet er givet på forhånd.
Vi talte også om, hvor vigtigt det er for os, at vi udvikler os både fagligt og menneskeligt. Ikke gå i stå, men være åben for ny viden og vinkler på tilværelsen. Og om at stå et sted i livet, hvor man spørger sig selv ”Hva’ så nu?” – både på den pirrende, inspirerende måde, men også på den lidt triste, sukkende måde.
Og det var en af de smukke sensommerdage, hvor konklusioner ikke er nødvendige, men hvor tankerne får nyt liv, fordi de hænges ud og blafrer i solen og ordene og reflektionerne frem og tilbage.
Men selvom jeg havde endnu en skøn gå-tur med en fremmed tænker jeg, om det blev lidt for trygt, fordi vi havde så meget til fælles. Eller er det bare en vrangforestilling? Skal det at møde en fremmed – altså sådan helt ”rigtig fremmed” – være lidt utrygt og uden fælles referenceramme?
Pudsigt nok har jeg med alle mine fremmede opnået en eller anden følelse af samhørighed – og dermed fået næring til en spirende klarhed om, at hvis bare vi er åbne og nærværende, vil der altid være områder, hvor vi er mere kendte end fremmede for hinanden.