Invitér en fremmed

I dag har jeg sendt en lille håndfuld nye invitationer ud.

Og det er faktisk en smule angstfremkaldende og grænseoverskridende for mig. Men samtidig også inspirerende og livsbekræftende. Angstfremkaldende og grænseoverskridende fordi jeg gør mig selv sårbar og åbner op for muligheden for at blive afvist – hvilket jeg ikke er specielt vild med. Inspirerende og livsbekræftende fordi alene processen med at finde ud af, hvem jeg skal invitere, og hvad jeg skal skrive til dem, tvinger mig til at sætte ord på nogle af de ting, der er vigtige for mig.

Hvis du har lyst til selv at gå tur med en fremmed, er du velkommen til at lade dig inspirere af min tilgang.

Her er hvad jeg gør, når jeg inviterer en fremmed:

1. Jeg finder dem jeg gerne vil gå tur med – der er to tilgange
   • Direkte kontakt – baseret på min egen nysgerrighed. Det jeg læser, ser eller hører vækker ofte en eller anden form for fascination, undren eller nysgerrighed, som jeg så beslutter mig for at forfølge. Dvs her har jeg en eller anden form for viden om personen.
   • Indirekte kontakt – baseret på en anden persons nysgerrighed. Jeg spørger dem jeg går tur med, om hvem de gerne ville gå tur med, hvis de skulle gå tur med en anden fremmed. Dvs her ved jeg intet eller ganske minimalt om den person jeg inviterer.
2. Jeg skriver en e-mail, hvor jeg fortæller:
   • hvorfor jeg har lyst til at gå tur med lige netop den person (jeg gør det kort, vedkommende og personligt – det viser lidt om mig og forhåbentlig føler modtageren sig en lille smule beæret, pirret eller bare nysgerrige den anden vej tilbage)
   • det praktiske omkring turen (for mit vedkommende: det tager 2-3 timer, jeg planlægger ruten og pakker en rygsæk med proviant, mød mig her kl. 11, du bestemmer dagen)
   • mindst muligt om baggrunden for min idé om at gå med en fremmed (så de ved lidt og føler sig nogenlunde trygge, men jeg ønsker ikke at forklare en hel masse)
3. Jeg finder deres mail-adresse. Det gør jeg med vilje først, når jeg har skrevet selve mailen. Dels bliver jeg ofte nødt til at google dem for at finde noget kontakt info, og da jeg helst vil være så ”blank” som muligt, når jeg skriver, er det en fordel at vente med den del. Dels er det også min oplevelse, at når først jeg har skrevet mailen, så er mit ønske om at møde netop denne fremmede endnu større og tilsvarende stor er vedholdenheden med at finde frem til en e-mail adresse, jeg kan sende mailen til. Med nogen er det nemt nok, med andre en kende besværligt.

Og så er det ellers bare at trykke ”send” og se, hvad der sker. Ind til nu, har jeg kun fået positive tilbagemeldinger – selv afvisningerne er positive og gør absolut ikke ondt! Det helt afgørende er, at kommunikationen er autentisk. Du skal virkelig have LYST til at møde den person, du skriver til, og det skal skinne igennem, når du skriver – mit bud er, at det gør det, hvis du er åben og ærlig.

Inden længe laver jeg et opslag om det næste skridt i processen med at gå tur med en fremmed – nemlig det at planlægge ruten. Det er sådan set lige ud ad landevejen – næsten helt bogstaveligt – men måske kan du alligevel hente lidt inspiration ved at læse om min rute.