Går du også ture med mænd?

Det spørgsmål fik jeg for noget tid siden. En bekendt spurgte lidt ind til mine gå-ture. ”Spændende – men går du også ture med mænd?” Og ja, selvfølgelig går jeg også ture med mænd. Eller… så selvfølgeligt er det måske alligevel ikke?

Spørgsmålet og min egen efterfølgende reflektion er blevet ved med at dukke op i tankerne. For mig er der ikke nogen jeg pr automatik sorterer fra – eller er der? For mig er det selvfølgeligt, at mænd er med i gruppen af ”gå-turs-fremmede” mens det for min bekendte var li’så naturligt, at de ikke indgår i gruppen af fremmede man omgåes.

Så selvom vi føler os åbne og imødekommende, kan der sagtens være mennesker vi – bevidst eller ubevidst – sorterer fra. Eksempelvis mænd, som må siges at udgøre en pænt stor andel af de potentielt fremmede man kunne mødes med.

I næste uge skal jeg ud på min næste tur – med en mand. Men gad vide, hvem jeg sorterer fra – måske uden selv at vide det… eller ville være ved det? Er der nogen du umiddelbart har svært ved at se dig selv gå en tur med?

Invitér en af “de andre” til frokost

Jeg talte for nyligt om Tur med en fremmed – med en fremmed – og hun fortalte om et lignende projekt, som går under navnet “Take ‘the Other’ to Lunch”. Jeg kan rigtig godt lide ideen og måske kan du også hente lidt inspiration?

Elizabeth Lesser, som er ophavskvinde til ideen, taler på TedTalks om initiativet, som i al sin enkelhed går ud på at spise frokost med en person, som tilhører en gruppe af mennesker, som du har en forudfattet og negativ holdning til. Hun opfordrer til, at vi lægger vores forbehold og forudfattede meninger fra os og går ind i mødet med et åbent sind.
Hun har formuleret nogle enkle rammer som skal være kendte for begge parter forud for frokosten:
  • lad være med at overbevise, forsvare eller afbryde – vær interesseret, imødekommende, oprigtig og lyttende.

Desuden foreslår hun tre spørgsmål, som kan danne udgangspunktet for samtalen:

  • Del nogle af dine livserfaringer
  • Hvad ligger dig især på sinde?
  • Hvad har du altid haft lyst til at spørge nogle fra “den anden side” om?

Min eneste overvejelse lige nu er, hvordan jeg inviterer – “hey, jeg har altid syntes at sådan nogle som dig var nogle virkelige fjolser – så hvad siger du til en frokost?”.

Elizabeth afslutter sit indlæg på TEDTalks med at citere Rumi:
“out beyond ideas of wrong-doing and right-doing there is a field – I’ll meet you there”

Pipeline af fremmede

Så er der et par nye aftaler i kalenderen. En cykelhandler og en forfatter. Jeg glæder mig allerede og hygger mig med, at jeg stille og roligt opbygger en “pipeline” af fremmede. Tilsagn der bliver til aftaler ude i fremtiden. Og ud over, at jeg selv tilbagevendende bliver inspireret til at invitere, er der også flere, der inviteret sig selv, hvilket er li’så glædeligt.

Gå-turs fremmede søges

Trænger du til at få luftet tanker og livssyn? Har du lyst til at mødes uforpligtende et par timer med en fremmed uden for dit normale netværk? Hvis ja, så tilmeld dig mit tur-med-en-fremmed-projekt og giv dig selv muligheden for at blive opfyldt af nye ideer og perspektiver på tilværelsen.

Jeg søger lige nu folk som har lyst til at hjælpe mig med at udforske ”hvad der sker, når to – for hinanden fremmede – mennesker mødes uden andet formål end at gå en tur, tale sammen og være 100% nærværende, ærlige og autentiske.” (se evt. mere under Baggrund for ”Tur med en fremmed”)

Ok – det lyder spændende, men hvor omfattende er det?

Du skal være indstillet på at:

1)      gå minimum to ture med fremmede

2)      være ”vært” ved én af gå-turene – dvs planlægge en tur du kan tage en fremmed med ud på

3)      være ”gæst” ved den anden gå-tur – dvs tage et sted hen efter anvisning fra din “vært”

4)      give mig feed-back på din oplevelse af turene – enten i mails eller over telefonen

Hvad med alt det praktiske?

Når du har tilmeldt dig sender jeg dig en bekræftelse på, at du er med. Efterfølgende – når jeg har nok fremmede og har sat folk sammen – får du en mail med kontaktinformation til den du skal være ”vært” for og navnet på den, du skal være gæst hos.  Jeg sætter rammerne for i hvilken periode (uger eller måneder) I skal gå tur, men I aftaler helt selv, hvilken dag, tidspunkt o.s.v.

Hvad nu hvis…?

Har du nogle spørgsmål til projektet eller turene, er du velkommen til at skrive spørgsmål i kommentarfeltet nedenfor, så skal jeg svare så godt jeg nu kan, og andre får også glæde af spørgsmål og svar.

Cool – jeg er på!

Alletiders – så send mig en mail på info@silleschirmer.dk og sig, at du gerne vil være med! I mailen må du også meget gerne skrive:

  • dit navn
  • hvilken e-mail du helst vil kontaktes på
  • hvor i Danmark du bor (jeg sørger for at matche folk, så man ikke skal køre/svømme/cykle langt for at mødes)

Accelereret personlig udvikling i mødet med en fremmed

Hvad nu, hvis du kunne skyde genvej til sider af dig selv, som du end ikke vidste, at du havde? Det tror jeg faktisk du kan i mødet med en fremmed.

Når jeg taler med min kære husbond, samarbejdspartnere eller en god veninde behøver vi ikke forklare, det vi mener i detaljer. Det er rigtig rart i mange sammenhænge. Men når jeg møder en fremmed, er der ikke samme fælles referenceramme eller kendskab til hinandens historie, og jeg gør mig umage for at udtrykke mig klart. At gøre sig umage i sin kommunikation med et andet menneske kan i sig selv være en øjenåbner. Det jeg måske et eller andet sted godt ved, men endnu ikke har erkendt kommer ud på en måde, som efterfølgende får mig til at se tilbage med et;  ”gud, sagde jeg det…sådan har jeg egentlig ikke tænkt på det før…hmm… men det giver meget god mening”.

Eller jeg lytter og hører perspektiver på livet som er nye for mig. Og jeg spørger sultent og videbegærligt ind for at forstå, hvad det er der er på spil for det her menneske ved min side. Og min åbenhed for nye perspektiver giver mig adgang til andre vinkler på mig selv.

”Joharis vindue” er en model, der har fascineret mig siden jeg stiftede bekendtskab med den for efterhånden mange år siden. Helt enkelt er det en model til forståelse af personlig udvikling og selvindsigt, og den opdeler individet i fire felter, som er henholdsvis kendt eller ukendt af os selv og andre (der er masser af gode beskrivelser af modellen on-line, så det vil jeg ikke bruge tid på her).

Adgang til uopdyrket land
Det der fascinerede mig dengang, og som nu igen dukker op, er tanken om det skjulte felt – den del af dig som hverken du selv eller andre har kendskab til. Noget af det, der ligger her, er det ubevidste og det kan selvfølgelig være en overvejelse værd, om det er noget man har lyst til at dykke ned i – og det skal i så fald nok være med en af den slags fremmede, som er specialiseret i at hjælpe folk til at dykke ned i den slags… Men det er også her, der ligger de skjulte talenter og uindfriede potentialer. De sider af dig, som endnu ikke er kommet til udtryk, fordi hverken du selv eller mennesker omkring dig har været opmærksomme på, at de er der.

I mødet med en fremmed ligger muligheden for, at det er nogle helt nye ting, der kommer frem i lyset:

  • den fremmede ser noget i dig, som du ikke selv har set
  • du ser noget i den fremmede som vækker noget sovende eller hidtil ukendt i dig
  • du anspores til, at se eller beskrive dig selv på en ny måde og derved afdække endnu uopdyrket land

Alene de to gange jeg har været på “tur med en fremmed” har sat nye tanker i gang hos mig. Og måske har jeg også ansporet noget i dem. I mødet med en fremmed, vil der altid være mulighed for, at noget nyt opstår, hvis vi er åbne for at udvikle os og skifte vores perspektiv på os selv og verden.

Hmm… så mit projekt med at gå “tur med en fremmed” kan snildt komme til at accelerer min personlige udvikling og sprænge mine gamle rammer for, den jeg troede var mig.