Jeg prøver at regne livet ud, men ved, at der skal handling til

Sceneriet var upåklageligt, da jeg i morges gik tur i bagende sol i Riis Skov med udsigt over Århus bugten. Vi gjorde flere holdt undervejs for at nyde den intense varme og det smukke syn. Og jeg må blankt erkende, at der intet fremmed var over omgivelserne, som jeg har kendt igennem det meste af mit liv, men som det var næsten euforisk at gense efter flere år med andre ting på programmet.

Så jeg glædede mig ekstra meget over min aftale, som var kommet i stand med kort varsel og presset ind i mellem andre ting, som udgjorde den mere officielle del af min tur til Århus. Dagens tur med en fremmed blev for mit vedkommende en velkommen lomme af intens nydning og væren på en ny måde i velkendte rammer.

Jeg ser mig selv som et nysgerrigt og søgende menneske.  Jeg stritter i alle mulige retninger og har stor apetit på livet. Jeg kan fascineres af, drages imod og engageres i rigtig mange forskellige ting og det meste af tiden elsker jeg det! Men ind imellem rammes jeg af en næsten panisk trang til at finde lige ”dét” der er mit højere formål med at være her på jorden. Den ting som motiverer mig til at arbejde hårdt og vedholdende og som gør, at selv udfordrende perioder blot opleves som bump på vejen. At finde mit ”kald”. Desværre bliver det næsten handlingslammende, fordi jeg så føler, at jeg står over for et valg som bliver meget stort og definitivt. Og så tænker og taler jeg istedet for at handle.

Derfor var det også en fantastisk gave for mig i dag, da min fremmede fortalte, at hun står et sted i sit liv, hvor hun oplever, at nu er det vist på tide at vælge, fokusere, stille skarpt og gå målrettet efter noget helt bestemt. Men at hun dribler med overvejelser om, hvad nu hvis man ikke ved, hvad det ”bestemte” er – kan man mon så tænke sig til det, eller er det bare om at gå i nærkamp med livet og bevæge sig og udvikle sig med strømmen?

Og jeg kunne næsten høre min kære svigerfars standardbemærkning ”Do something!”

Og alle gåturens fine nuancer og vinkler på parforhold, lykke og det at være noget særligt fortaber sig lige nu i et stort rungende JA til at handle her i livet . Med alt hvad det bringer af afveje og genveje, vildveje og smutveje, fejlskud og pletskud. Fordi det er vejene vi vælger, der er bestemmende for vores rejse – uanset om vi rejser mod en kendt destination eller vi er drevet af en indre trang til bevægelse i retning mod noget endnu ukendt.

 

Fremmed fremmed, kendt fremmed eller snyde-fremmed

Hvad er en rigtig fremmed og kan ”fremmed” gradbøjes? I mine egne regler for mig selv har jeg defineret det meget bredt som ”jeg har ikke talt med vedkommende før”. Og selvom sidste uges fremmede passede på beskrivelsen, var hun alligevel lidt en ”snyde-fremmed”. En fælles bekendt havde foreslået, at vi mødtes. Vores veje har både fysisk og rent professionelt krydsedes og fagligt bevæger vi os i det samme felt. Og så er man vel ikke sådan rigtig fremmed – eller er man?

Men alene det at mødes ”som fremmede” sætter en anden ramme for samtalen og jeg tror eksempelvis ikke, at vi (som det skete i fredags) ville have siddet med synkrone smil på læberne og mindedes vores barndoms somre i Smørmosen – den dejligste strand på Tåsinge, hvor vi begge (aldeles uafhængigt af hinanden) har badet og spillet minigolf – hvis det ikke lige var fordi rammerne bliver så dejligt brede, når intet er givet på forhånd.

Vi talte også om, hvor vigtigt det er for os, at vi udvikler os både fagligt og menneskeligt. Ikke gå i stå, men være åben for ny viden og vinkler på tilværelsen. Og om at stå et sted i livet, hvor man spørger sig selv ”Hva’ så nu?” – både på den pirrende, inspirerende måde, men også på den lidt triste, sukkende måde.

Og det var en af de smukke sensommerdage, hvor konklusioner ikke er nødvendige, men hvor tankerne får nyt liv, fordi de hænges ud og blafrer i solen og ordene og reflektionerne frem og tilbage.

Men selvom jeg havde endnu en skøn gå-tur med en fremmed tænker jeg, om det blev lidt for trygt, fordi vi havde så meget til fælles. Eller er det bare en vrangforestilling? Skal det at møde en fremmed – altså sådan helt ”rigtig fremmed” – være lidt utrygt og uden fælles referenceramme?

Pudsigt nok har jeg med alle mine fremmede opnået en eller anden følelse af samhørighed – og dermed fået næring til en spirende klarhed om, at hvis bare vi er åbne og nærværende, vil der altid være områder, hvor vi er mere kendte end fremmede for hinanden.

Dem der er anderledes end os selv

I dag var jeg til konference om ligestilling og kvinders repræsentation i erhvervslivets top (Snublesnore på direktionsgangen). Der blev sagt rigtig mange relevante og spændende ting. I forhold til det at møde fremmede – eller være åben over for ”det fremmede” – var der især én ting, som jeg hæftede mig ved:

”…vi kan ikke lide nogle, der er anderledes end os selv.”

Pointen kom fra Anne Bornfeld, som er HR direktør i IBM Danmark. Hun fortalte om rip, rap og rup effekten og om hvordan det naturlige og oplagte valg, når der skal peges på nye ledere er at pege på det kendte – på små kloner af os selv. Det er i sig selv ikke revolutionerende nyt, men IBMs tilgang med at sætte Lars Bang i spidsen for et initiativ, der har som mål at få flere kvinder ind i topledelsen er godt tænkt. Lars Bang blev valgt, fordi netop hans afdeling udmærker sig ved at have den laveste repræsentation af kvinder i topledelsen.

Og Lars Bang bliver nu inviteret til at komme ud og tale i forskellige sammenhænge, hvor flertallet af tilhørere er kvinder. Og hjemme igen bemærker han, at det er lidt ubehageligt at træde ind i et rum, hvor der kun sidder kvinder.

Og ja – al begyndelse er svær. Og det er ikke altid nemt at invitere en fremmed ind, eller være ”ny i klassen”, men nogen er nødt til at invitere eller træde ind i rummet. Og øvelse gør mester. Jo mere vi træner vores villighed til at se ting fra nye vinkler og træde ind i det ukendte, jo bedre bliver vi til det. Og jo større sandsynlighed er der for, at magien og nye muligheder opstår.

…noget med at slippe noget løs.

For noget tid siden gik jeg tur i skoven med min datter på ni år. Jeg spurgte ind til hendes dag, og det udviklede sig til en snak om, hvad hun virkelig godt kan lide at lave, når hun er i skole. Hun sagde noget i retning af:

“Jeg kan rigtig godt lide billedkunst, for der får vi at vide, at vi bare skal slippe kreativiteten løs”

 …pause…

“Og så kan jeg også godt lide kristendom. Vi tegner, og Mia siger, at vi bare skal slippe fantasien løs”

…pause…opsummering…

“Ja, så jeg tror, det jeg rigtig godt kan lide, det er noget med at slippe noget løs!”

Og jeg blev en smule rørt og tænkte ved mig selv, at hun der havde fat i noget helt centralt. Jeg tror i virkeligheden rigtig mange af os godt kan lide “…noget med at slippe noget løs”. For mig er mine ture i skoven – alene eller i selskab med en fremmed – en måde at slippe nogle tanker løs og give dem luft og loftshøjde til at folde sig ud.

Kan du også godt lide at “slippe noget løs”?

Glad i låget

Glad i låget på en torsdag efter en tur med en fremmedHar lige fået luft til tankerne på en tåget torsdagEndnu en tur i godt selskab med en fremmed. En grå torsdag, som ikke gjorde noget væsen af sig. Og koldt var det – jeg frøs lidt. Men gråheden og kulden til trods har den friske luft og samtalen med en vildt fremmed en magisk virkning på mig.

Jeg bliver sgu så glad i låget!

Intetheden og det vi fylder den med – og om at sparke døre ind eller åbne dem for andre

Endnu et dejligt menneske. Jeg føler mig så heldig, så priviligeret og meget ydmyg over sådan at få et tit ind i et andet menneskes univers og tanker. Bortset fra den kølige luft var det en forårsagtig dag. Og da vi sad på en bænk i solen og indtog sommerens sidste dråber af den herlige hyldedrik i varm udgave var det næsten som en sommerdag.

Vi talte meget om rigtig meget. Vi fyldte intetheden med tanker og oplevelser. Og talte om, hvordan det netop er det – tankerne og oplevelserne – der udgør dem vi er. Og at det kan være fint nok at holde fast på sin identitet og den man er, men at det også nogen gange er befriende at slippe det og svæve frit for en stund.

”Jeg frygter intet”, som Kirkegaard en gang har sagt, kom på mange måder til at være omdrejningspunktet i vores samtale. Om ikke at frygte noget og samtidig at frygte intetheden, tomheden, det ukendte og nye.

Jeg har efterfølgende tænkt meget på, hvordan det er vi tager imod fremmede – som måske netop står midt i en eller anden form for intethed, tomhed eller nyhed. Ikke bare dem der kommer langvejs fra, men også dem der bor lige ved siden af, eller de nye på arbejdspladsen. Inviterer vi dem ind i vores kreds, eller må de selv insistere på at blive en del af fællesskabet?

Jeg kan selv tænke på et par initiativer, jeg har haft i tankerne den senere tid, som jeg nu er sikker på, at jeg vil prioritere at sætte handling bag – så nu skal der blandt andet være fest på vejen, som aldrig har holdt en vejfest 🙂

Har du selv stået som fremmed og ønsket at blive inviteret ind? Har du som fremmed insisteret på at ”være med” eller har du været den, der tog initiativ den anden vej?

Om den jeg tror jeg er – eller bare ved jeg var…

Min fjerde tur med en fremmed gik jeg faktisk for flere uger siden. På en blæsende snevejrsdag. En dag som jeg snildt kunne have valgt at tilbringe indendøre, men som jeg bevægede mig ud i, fordi jeg jo li’som havde en aftale. Det var skøjtende glat og ikke helt ufarligt, men også fantastisk smukt og vældig livsbekræftende.

Og rent forsøgsvis undlod jeg at skrive umiddelbart efter turen, fordi jeg havde lyst til bare at se, hvad der så skete rent refleksivt. Når nu mit eksepriment med at møde nye mennesker på en gå-tur har til formål at åbne op for nye sider af mig og dem, mon jeg så bremser – eller forcerer processen – ved at forpligte mig til partout at skrive umiddelbart efter?

Men nu her flere uger efter er der faktisk især én ting der står klart – og selvsamme observation var den samme jeg havde present umiddelbart efter turen. Og måske har jeg holdt fast i netop den tanke, fordi jeg ikke havde skrevet om den og derfor var bange for at glemme den… Hvem ved… måske holder vi fast i ting i livet, og tror de er vigtige, men i virkeligheden er vi bare bange for at glemme dem?

På turen hørte jeg – for gud ved hvilken gang – mig selv beskrive mig selv som ”introvert” og som en der ”trives bedst i mindre grupper”, måske endda helst i den ”nære 1-1 samtale”. Og det slog mig efterfølgende, hvor foudsigeligt det er. Og at jeg fastholder mig selv i et billede af, hvordan jeg tror jeg er – eller hvordan jeg erfaringsmæssigt ved jeg var, dengang jeg sidst var det…

Vi talte om, at det for nogle er et handicap at være introverte. Mens at det at holde et foredrag kan ændre sig fra at være angstfremkaldende til at være en fest – når bare man øver sig og prøver det tilstrækkeligt mange gange. Så hvorfor er det, vi så ofte holder fast i vores egen selvopfattelse, selvom vi kan se, at den er uhensigtsmæssig? Og hvad er det der gør, at vi nogle gange finder overskud til at udfordre og udforske os selv, for at finde frem til, at vi har potentiale til mere og andet end vi lige troede?

Louis, Lama og liflig lethed

Min fredag: morgensang på skolen (intet er som sprøde børnestemmer, der skråler julens sange om spændt forventning), en tur med hunden i det stadig meget smukke vinterlandskab og en boblende fornemmelse i maven , da jeg senere ad snirklede veje kørte igennem endnu mere smukt vintervejr på vej mod dagens aftale. Louis Armstrong i radioen fuldendte idyllen med ”When you wish upon a star, makes no difference who you are…”. Så der var li’som lagt en god grundstemning, da jeg ankom til caféen.

Og så var jeg køkkenassistent og nød hvert minut af det. Nina ville ikke gå tur med mig, men inviterede mig istedet til en dag i køkkenet i hendes café. Så jeg bagte vafler, bryggede kaffe, serverede frokostanretninger, ryddede af, vaskede op, pakkede brunkager og ristede mandler – og lyttede og spurgte og var…

Og på cafeens opslagstavle læste jeg, at Dalai Lama havde været på besøg, hvilket virkede så vældig oplagt og naturligt – selvfølgelig har han været på dette sted, som for mig bare er så meget indbegrebet af omhu, omsorg og opmærksomhed.

Og en liflige lethed. Ikke som i alt-er-nemt-og-ubesværet, men som i  vi-gør-det-der-skal-til-og-ser-hvad-der-sker-hen-ad-vejen. Noget med ikke at slå større brød op end man kan bage, men samtidig også at tage de nødvendige skridt, når mulighederne byder sig. Og det fik mig til at tænke på, hvor vigtigt det er, at vi kører os selv i stilling til heldet. Og at vi evner at se, at det som i første omgang kan virke meningsløst eller uretfærdigt i et nyt perspektiv kan være en adgangsbillet til noget helt nyt.

Og jeg er bange for, at jeg går hen og bliver lidt for krypstisk og lommefilosofisk… og i grunden tror jeg, det hænger sammen med, at jeg prøver at opsummere noget, der bare virkede så enkelt og ukompliceret på mig. Alle mine tanker og spørgsmål om tvivl og frygt og glæde og begejstring blev på forunderlig vis erstattet af et oprigtigt ønske om at gøre mig nyttig og suge til mig af praktisk viden om betjening af vaffeljern, påfyldning af kaffe og te, servicering af kunder og samvær med dejlige mennesker i køkkenet.

Og på sin vis falder denne ”tur” jo fuldstændig uden for rammerne for mit projekt ved hverken at omfatte en gå-tur eller en lang samtale. Men en anden vigtig del af mit projekt er også at sige ja til de ting, der opstår. Jeg sætter noget i gang med en intention om at mødes med en fremmed, og jeg tilbyder nogle rammer, men i virkeligheden så er noget af det vigtigste i mødet med en fremmed vel også netop at være åben for, at tingene kan se ud på en anden måde, end man havde forestillet sig.