Wow, det blev saftigt i dag. På den der fine og samtidig eksplosive måde, som også kendetegner forårsskoven, der står og er lige ved at kamme over af parathed. Og længsel efter at folde sig ud.
Og inden jeg dykker ned i det vi talte om, så lige lidt om formen… (bare fordi den del er næsten lige så vigtig for mig som selve samtalerne – så hold ud, eller hop direkte ned til afsnittet: Sårbart og samtidig meget meget powerfuldt ;-)) Mine gåture med fremmede er mit eget lille gå-turs og samtale-laboratorium. Jeg tester spørgsmål af, nye rammer, pauser og ophold, der alt sammen bidrager til at skabe rammer for berigende samtaler.
Og efterhånden har jeg nogle standarder. Blandt andet lægger jeg stor vægt på ikke at have en plan for, hvad vi skal tale om på dagens gå-tur. Samtidig er jeg lige for tiden nysgerrig på at udforske nogle emner, som jeg har erfaring med skærer direkte igennem ligegyldig small-talk og bringer os direkte til dybe og intense samtaler om det, der fylder i livet. Til formålet har jeg lavet “spørgekort” med gode spørgsmål til at kick-starte samtalen rundt om de valgte emner. Hvilke af emnerne, der kommer i spil, bestemmes undervejs på turen.
Men lige her er det jo så, at det er så skønt, at mit samtale-laboratorium er netop det – et laboratorium. Et sted hvor jeg må eksperimentere og prøve nye ting af. Så stik imod alt, hvad jeg ellers tester og har god erfaring med, havde jeg i dag både en forestilling om, hvad jeg gerne ville tale med min fremmede om, og jeg overvejede end ikke at hive spørgekortene frem undervejs på turen.
Nogle måneder tidligere havde jeg nemlig skrevet til Camille, fordi jeg havde hørt hende svare på nogle spørgsmål – omkring blandt andet liderlighed og længsler. Det hun svarede gjorde mig nysgerrig, så jeg skrev og spurgte, om hun ville mødes til en gå-tur og samtale, som blandt andet kunne komme til at handle om “liderlighed og længsler.” Det ville hun gerne.
Sårbart og samtidig meget meget powerfuldt
Så “liderlighed og længsler” var dagens arbejdstitel og ud af det kom noget både skrøbeligt, inderligt, sårbart og meget meget powerfuldt. Og så er vi tilbage til dagens samtale og gå-tur – og forårsskoven, der står parat til at sende al sin saft og kraft ud i de spirende knopper og lade livet folde sig ud på ny.
Og jeg skal lige finde balancen mellem at være privat og personlig, når jeg gengiver, hvad jeg tog med mig fra dagens samtale. For altså, hvordan fortæller jeg på en ikke alt for direkte måde om min egen spirende (eller faktisk eksplosivt voksende) bevidsthed om min egen “urkraft” som kvinde? Om en energi så voldsom, at den (blandt andet) driver mig ud på lange løbeture. Eller det at føle en længsel så brændende, at jeg ikke kan – eller vil – ignorere den? At kigge på mig selv udefra og ind imellem tænke “Hvad f… har hun gang i?” For så at “tjekke ind” med selvsamme mig og tænke “Hmmm… Jeg tror hun har meget godt styr på det.” Og nej, jeg tror ikke det er “frustreret midtlivskrise” (selvom alle ydre tegn er der: slut-fyrrerne, ny-skilt, børnene ved at være store etc…), men snarere livet, der bare vil mere med mig. Eller mig der vil mere med livet (hvilket så måske også bare er endnu et tegn på en midtlivskrise). Om at insistere på nærvær og intensitet.
Det der utroligt urolige liv
Men pyha altså… Hvad vil jeg sige med alt det? At for dælen hvor er det skønt at sætte ord på alt det, der bobler og spirrer og niver og forvirrer og inspirerer og glæder og forskrækker og… Vi talte om, hvordan det især er i yderpositionerne vi møder os selv. At de mange følelsesmæssige rutcheture vi begge har haft de seneste år samtidig styrker os og giver os en meget stærk følelse af at være i live. Så det der utroligt urolige liv, som vi en sjælden gang imellem kunne drømme om at sætte på pause – det er i virkeligheden det, der fylder os med liv og og en følelse af at være fuldkomne i al vores ufuldkommenhed.
Og jeg nyder, ja nærmest knus-elsker de her samtaler, hvor det vigtige får en plads. Hvad der er vigtigt varierer fra samtale til samtale og fra tur til tur. I dag var det liderlighed og længsel, der åbnede ballet. Det sker ikke så tit, men hvor var det skønt, og hvor passede det fint med skovens spændstighed. Endnu en gang taknemmelig for at lytte og at blive lyttet til. At opmærksomt “være” med det der er og se, hvor næste spørgsmål eller svar leder hen.
Tak for turen!