Jeg har tænkt meget og længe over min seneste gåtur med en fremmed. Eller måske snarere over de ting jeg tog med mig fra min gåtur. Og det jeg gav plads til at opstå – eller måske snarere afstod fra at skabe rum for. Jeg kalder mine gå-ture for et handleeksperiment – hvad sker der, når to for hinanden helt fremmede mennesker mødes for åbent at lytte, spørge – bidrage til det fælles, der kan opstå, inden for den begrænsede tid på den i forvejen fastlagte rute.
Min seneste tur gik på mystisk vis hen og blev et eksempel på det modsatte, hvilket i den her sammenhæng er li’så interessant. Jeg lyttede lukket og ud fra en begrænsende tankegang om mig selv. Der var så mange gode oplæg og spændende åbninger, men jeg var i fejlfinder-mode. Jeg lod aldrig mulighederne folde sig ud. Jeg spurgte ikke ind til alt det, jeg var nysgerrig efter at høre mere om. Fokuseret på min egne begrænsninger forpassede jeg muligheden for en berigende samtale. Jeg lyttede efter en bekræftelse af det, jeg tror jeg allerede ved om mig selv – at jeg er forkælet, besværlig og bare skal tage mig sammen, rette ryggen og komme videre derudad.
Men jeg kan se, at uanset hvad min rigtig gode samtalepartner mente, sagde eller tænkte, så gjorde jeg ham uret ved primært at tage det med mig, som bekræftede det, jeg vidste i forvejen . Jeg lod en enkelt sætning dominere, fordi den nærede min egen tvivl og min egen usikkerhed og jeg lod den bekræfte mig i alle mine begrænsninger. Og det havde kun meget lidt med min samtalemakker at gøre. I stedet for at være åben over for nye perspektiver og måder at se tingene på, lod jeg det handle om mig.
Og det jeg tænker er, at det måske nok er det der sker i mange sammenhænge, når vi med selv de bedste intentioner går skævt af hinanden. Vi lytter fra vores eget ståsted. Vi lytter – måske ubevidst – efter noget bestemt. Noget velkendt. Vi sætter i kasser. Rubricerer. Naturligt, men også begrænsende for den udviklende og berigende samtale.
Jeg har tidligere praktiseret før mine gå-ture at ”rense” mit sind for tanker. Bevidst finde ro og beslutte at gå ind i mødet uden en fast dagsorden og med en erklæret intention om at opdage og udforske. Jeg troede bare ikke det var så vigtig en praksis, men det kan jeg se nu, at det er for mig. Ellers tager jeg unødig støj med i mødet, hvilket sætter en begrænsning for, hvad der kan få lov til at folde sig ud.