I dag blev jeg ramt. Helt der inde, hvor det kan mærkes. I hjertet tror jeg. Og jeg har undret mig den seneste tid. Over at følelserne (næsten) udeblev. Billeder af folk i nød. Initiativer for at gøre en forskel. Jeg undrer mig stadig, men konstaterer lige nu blot, at sådan har det været. Ind til nu. For i dag blev jeg ramt. Og det var ikke af flygtningestrømmen, der pludselig rykkede meget tæt på, da flere syrere kom med færgen til Rødby denne weekend. Det var min egen indre fejhed, der ramte mig. Hjulpet på vej af et billede af en mand. En mand, der står på en bro. Han spytter. På mennesker. På sikker afstand. Han ser dem end ikke i øjnene. Der blev jeg ramt. Ikke af vrede. Ikke af fordømmelse. Af dyb dyb undren. Hvordan? Hvordan ender man i en situation, hvor man står på en bro og spytter ned på andre mennesker?
Og billedet af ham blev et billede på min egen fejhed. Min egen fremmedhed. Den side af mig, som helt klart synes, at selvfølgelig skal vi behandle andre medmenneskeligt, men som samtidig ikke tager initiativ i nogen retning. Jo da, jeg har kørt familiens overskud af soveposer, vintertøj, sko og bamser til et opsamlingssted i Glostrup. Men jeg siger ikke noget. Jeg forholder mig afventende. Og lige nu tænker jeg, at det er lidt li’som medløberne i folkeskolen – mobberen er ikke den værste, men det er alle de, som stille ser til. Fordi de ikke tør sige fra. Fordi de er bange for selv at blive den næste, det går ud over. Sådan én er jeg.
Selvkærligheden, næstekærligheden og medmenneskeligheden
Jeg bor i et stort hus. Jeg mangler ikke noget. Og her i weekenden havde jeg en fest med mig selv og en masse andre mennesker i London. Vi dansede rundt i, hvad der udefra lignede (og helt klart indefra føltes som) en ekstatisk hyldest til kærligheden – selvkærligheden, næstekærligheden, medmenneskeligheden, rummelighed og accept. Jo jo, men det kan de jo ikke mærke, dem der er i underskud.
Og her tænker jeg ikke på ham der kæmper sig hele vejen til Berlin med sin kone og fire børn, eller ham der mister sin kone og to små drenge til druknedøden. Jeg tænker på ham, der står på en bro nede ved Rødby og spytter ned på den vandrende strøm af flygtninge, som netop er ankommet til Danmark. Og jeg tænker på hende, der på Facebook skriver, at hvis hun var kommet kørende på den motorvej, havde hun da kørt dem ned.
Skal hadefulde udtryk styre min væren i verden?
Og i virkeligheden er jeg nok mere bange for de mennesker, end for dem, der i disse dage krydser vores grænser. Min angst er, at deres hadefulde udtryk kommer til at være styrende for min væren i verden. Når jeg ikke modtager et menneske på flugt med åbne arme, er det så fordi, jeg er mere bange for “spytteren” og den “djævelske billist” end jeg egentlig er for de mennesker, der har brug for min hjælp?
Mange spørger mig, når de hører om turmedenfremmed, om det så er indvandrere og flygtninge, jeg går tur med. Og nej, det er det ikke. For mig er en fremmed kendetegnet ved at være et menneske, jeg ikke tidligere har mødt eller talt med. Og dem jeg går tur med vækker en undren og nysgerrighed i mig. Jeg går gerne tur med en flygtning, men endnu hellere går jeg tur med “spytteren” og den “djævelske billist.” For de får mig virkelig til at undres. Jeg undrer mig ikke over, hvorfor mennesker flygter fra krig og fattigdom. Jeg undrer mig ikke over, hvorfor forældre ønsker at skabe en bedre fremtid for deres børn. Men jeg undrer mig over, hvad der bringer mennesker til at spytte og true mennesker i nød. Og nogle vil sikkert kunne fortælle mig, hvad der rent psykologisk er på spil, men så længe vi holder afstand og fordømmer, er vi ikke bedre end dem, der selv holder afstand og fordømmer.
Måske er vi ikke alle så letsindige at spytte i modvind
For efterhånden mange år siden sejlede jeg med en af de store færger. Min søn på ca. 4 år havde jeg på armen og han skuede fascineret ud over bølgerne. Han spyttede. Prøvede at ramme vandet. Hvad han ikke lige havde taget højde for var, at vi var i modvind. Let ind fra siden. Med det resultat, at hans spytklat hverken ramte bølgerne eller ham selv, men damen der stod lidt ved siden af. Hun smilede overbærende. I dag blev jeg ramt. Af en led “snotter” lige i fjæset, men jeg takker og smiler overbærende. “Spytterens” adfærd minder mig om, at vi alle bærer et ansvar. Måske er vi ikke alle så letsindige at spytte i modvind, men vi kan stadig blive ramt. I dag blev jeg ramt.
Hold k… hvor godt skrevet , Sille. Tænk jeg så også det billede. Ja, danskeren er meget forskellig fra hinanden. Men måske er det ikke altid mangfoldighed der er bedst. Da dette vist ikke bliver offentliggjort vil jeg også lige skrive. Hvad med turmedenven snart?
Kære Pia, tak for kommentar – og jo, den bliver offentliggjort, men det tåler den da også 🙂 Lad os endelig snart gå en tur. Og måske skal jeg i virkeligheden overveje et navneskift her på sitet – for en fremmed er jo bare en ven, du ikke har mødt endnu 🙂 Jeg håber og tror fortsat på mangfoldighed, men for hulan da, hvor er det vigtigt, at vi hele tiden husker på, at mangfoldighed jo netop også betyder, at vi skal kunne rumme meget – og at vi i hvert fald ikke kan “bekæmpe” ondt med ondt… Det er så nemt at pege fingre…