Tanker om mod i overflod – og lidt om kærlighed

I dag fik jeg endnu en gang oplevelsen af, hvordan det at tale med en fremmed, hjælper en indsigt på vej. Fordi jeg får nogle andre spørgsmål og forklarer mig selv på en anden måde, end når jeg taler med én jeg kender.

Vi talte om tryghed contra mod. Om at tage nogle store beslutninger og have tillid til, at det holder. For mit vedkommende er jeg stormester i at gøre ting, som får andre omkring mig til at blive en smule bekymrede på mine vegne. Dagens opløftende indsigt var, at lige nu hvor jeg står over for en omlægning af min hverdag, som på en dårlig dag er en smule angstfremkaldende, så står mine venner på sidelinjen, er helt rolige og siger “Jeg er sikker på det går godt!”

Overskud af ens eget mod

Og jeg undrer mig, for jeg har gjort mindre modige ting, som “skræmte” dem. I dag gik det op for mig, at mine venner efterhånden har set det gå godt tilpas mange gange til, at nu hvor jeg ind imellem vakler, så tror de på projektet. Så det har jeg gået og tænkt lidt over – om mod i virkeligheden handler om at gøre modige ting så tilpas mange gange, så det smitter af på ens omgivelser, i sådan en grad, at når man ind imellem vakler, så er der overskud af ens eget mod at hente hos andre.

Hmmm…. det lyder lidt kringlet, hvilket turen og samtalen for øvrigt slet ikke var. Kærlighed og parforhold må vist siges at have været dagens tema. Forskellige erfaringer og forskellig baggrund, som vi åbent, ærligt og nysgerrigt delte.

I et fortroligt rum uden forhistorie, hvor intet skal fikses eller konkluderes oplever jeg ofte, at der opstår nye vinkler på det velkendte. Berigende på alle måder. Tak for turen!

fullsizerender-2

En mening om “Tanker om mod i overflod – og lidt om kærlighed”

  1. Selv tak Sille! Det var en skøn rundtur på en skøn september dag, hvor jeg blev beriget med nye tanker om kærlighedens veje og vildveje og ikke mindst mod. Også jeg – en fremmed – er overbevist om at “det går helt sikkert godt”. Rigtig god rejse!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *