Dagens gå-tur fulgte snirklede stier i varieret landskab. Det samme gjorde samtalen. Pludselig kursændring. Abstrakt og konkret. Afprøvende og konstaterende. Hele tiden afsøgende. På den måde smeltede vandring og samtale så fint sammen og blev ét – eller intet…
Dagens gå-tur var fri for konklusioner og absolutter men fyldt med åben lytning og lokale sandheder – det der gav mening i netop det øjeblik. Vi kom så vanvittig vidt omkring, og det er som om samtalen fortsætter inde i mig. Eller elementer af reflektioner skal bundfælde sig og finde nye sammenhænge at indgå i. Den følelse, der står tilbage lige nu, er en underfundig en af bobler – tankebobler. Eller bobler som i champagne. Eller sæbebobler, der brister eller smelter sammen. Elementer af noget let, der opløses eller overgiver sig og indgår i noget andet. Bliver til noget nyt.
For mig var det befriende at vandre og verbalisere med én, der har en tankegang, der er kringlet som min egen. Vi er begge trygge ved at tænke i skæve baner og starte et samtaleemne op uden at kende udfaldet, endsige have en klart defineret holdning eller retning. Altsammen styret af en grundlæggende nysgerrighed. Og mod. Mod – og lyst måske? – til ikke at vide, hvad det næste er.
“Mod og lyst til ikke at vide, hvad det næste er….”
– og modet og lysten til nysgerrigt at undersøge og opsøge det.
Tak for turen!