Tur med en fremmed i vintertøj

I dag var jeg ude på min vanlige rute og fik lyst til at dele med jer, hvor smuk den er i vintertøj. Billederne matcher ikke helt skønheden og indfanger ej heller stilheden eller den knasende lyd af støvler i sneen.

Min frokostbænk står helt jomfruelig og urørt hen. Jeg tror et par skibukser skal med på listen over anbefalet påklædning til de, som kaster sig ud i en vandring med mig de næste par måneder.

Apropos de næste par måneder så er det li’som om, der er gået lidt vinterhi i trangen til at gå tur med en fremmed – i hvert fald er status lige nu, at jeg har tilkendegivelser fra en lille håndfuld fremmede, som godt vil mødes med mig, når vi når ind i det nye år. Det glæder jeg mig rigtig meget over og til. Listen omfatter:

  • en cykelhandler
  • en forfatter
  • en globetrotter
  • en forretningsmand

Og om 14 dage skal jeg i køkkenet hos Nina, som takkede nej til en gåtur, men returnerede en invitation den anden vej, og som har en dejlig café ude i skoven. Så selvom min frokostbænk står lidt alene – og meget smuk – for tiden, så bliver der lagt planer og lavet aftaler.

2 meninger om “Tur med en fremmed i vintertøj”

  1. Kære Sille. Det lyder spændende med de kommende gåturs-fremmede. Glæder mig til at høre, hvad i byder ind med. Jeg er fuldstændig enig med dig i, at vandreture i sneen er en lise for sjælen. Det er lidt tungt med alt det tøj og de tunge støvler, og man føler sig lidt som på en ekspedition! Specielt når man vandrer der, hvor ingen andre før har sat sine spor i sneen 🙂 Hvor er din rute – synes ikke jeg kan genkende bænken?
    God tur derude, og skulle vi ikke håbe på, at sneen bliver liggende indtil marts?
    Knus fra Henriette

  2. Kære Henriette! Ja lad os endelig håbe sneen bliver liggende – det ville være så skønt! “Min” bænk står på toppen af bakken ovenfor gyngen i hundeskoven – med kig til Øresund og Hven. Sjovt nok var jeg faktisk i går ude med GPS udstyr for at prøve, om jeg kunne registrere min rute. Det lykkedes ikke i første omgang, men jeg skal nok finde ud af det. Jeg har tænkt mig at lægge ruten op. I mellemtiden må vi klare os med mundtlig overlevering – jeg skal beskrive den for dig næste gang vi ses. Eller vi kan gå den sammen en dag 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *