Tur # 1 – en fucking flink fyr

Premierenerver fra morgenstunden og tanker omkring, hvor vidt jeg er en total ”freak”, når jeg sådan inviterer en fremmed på en gå-tur. Sommerfugle i maven og overvejelser om, om jeg alligevel skulle have spurgt på forhånd, om han var en af dem på anti-mælke- og anti-hvedemels-bølgen eller om han foretrækker kyllingesandwich frem for laks… Og hvad nu, hvis vi ikke har noget at tale om? Skulle jeg alligevel have lavet nogle samtale-oplæg? Men heldigvis var min indre rolige stemme stærkere og den fortalte mig, at hvis det endelig var sådan, så ville jeg også lære noget af det, og det er jo det hele projektet går ud på.

At træde ind i det ukendte baseret på en fundamental lyst til at se noget nyt og uden nogle klare forventninger til udfaldet. Fordomsfri lytning og oprigtigt og ærligt nærvær.

Alligevel skulle der ikke mere end 4 minutters forsinkelse til, og så stod jeg ude ved vejen og nynnede ”Det var en lørdag aften…” og overvejede, om jeg kunne antaste en tilfældig fremmed, hvis det viste sig, at min gæst havde glemt vores aftale eller havde fået kolde fødder. Men så kom han – og glad var jeg!

Og det var fantastisk! Vejret var godt, naturen smuk, snakken gik og det hele gav bare på en eller anden måde mening – uden at jeg kan sætte ord på, hvad det var der gav så god mening… måske bare en fælles intention om at være tilstede i nuet og se, hvad det fører med sig. Og så måske også en fundamental glæde over, at det kan lade sig gøre at mødes – to fremmede – og uden en masse iscenesættelse kunne finde nogle emner, som det giver mening at udveksle holdninger til og erfaringer med på en autentisk og enkel måde.

Mit eget tema omkring min evige kamp mellem den indre hippie og det indre forretningsmenneske kom til at dukke op flere gange undervejs på vores tur. Vi har begge oplevet at tage beslutninger igennem livet som har været styret af enten hippien eller forretningspersonen. Og på den korte bane kan det godt være, at forretningsperspektivet vinder, men på den lidt længere bane er de bedste beslutninger som regel dem vi tager baseret på en god mavefornemmelse, en indre oprører eller en ”hippie”, som bare ved, at det er noget andet, der er godt at gøre her. Noget andet end det der ligger lige for eller virker som det oplagte. Hvilket også er kendetegnende for nogle af de projekter vi hver især har gang i – at vi gør det fordi det føles rigtigt, og der er en udefinérbar, men meget tydelig energi omrking det – og en indædt tro på, at noget vil materialisere sig, vil give mening eller tage form lidt længere ude i horisonten.

Vi talte også om, hvad der driver innovation, udvikling og personligt engagement, og at det ofte er et spørgsmål om en oprigtig nysgerrighed kombineret med et behov for og en villighed til at sætte sig selv i spil, turde sige det man tænker istedet for blot at reagere på det som andre siger.

Og ved at sætte sig selv i spil, udstiller vi os selv – og det vil vi på den ene side helst ikke, for man kan komme til at virke anmassende, for meget, for naiv eller fjollet,  men samtidig er det netop, når vi sætter os selv i spil, at tingene begynder at blive spændende – og det gipper i os, når nogle reagerer på det vi siger, eller vi kan se, det vækker genklang og sætter tanker i gang hos andre. Og egentlig er det pudsigt, at vi på den ene side har behov for at være unikke og noget særligt, men samtidig glæder det os, når vi opdager, at andre har det ligesom os eller tænker de samme eller beslægtede tanker…

Og jeg kan mærke nu, at jeg er hamrende inspireret til at klø på med mit “Tur med en fremmed”-projekt og at jeg nu i højere grad end før godt kan leve med, at jeg ikke ved, hvor det fører mig hen. At det er ok, at jeg ikke er helt skarp på formen, at jeg ikke ved, hvor meget det skal handle om det fælles, der opstår, eller i højere grad om de tanker det vækker i mig. Og dybest set skal jeg nok netop være indstillet på, at det vil være forskelligt fra gang til gang og så se, om der begynder at tegne sig et billede.

Min første fremmede var super inspirerende og har nu også givet mig et navn på én han gerne ville gå en tur med, hvis han skulle ud og gå med endnu en fremmed. Og det vil jeg lade være min indgang til en ny fremmed – så hende skriver jeg til om lidt.

Share on FacebookTweet about this on TwitterEmail this to someoneShare on LinkedIn

En tanke tager form

Eller måske snarere et mylder af tanker – om frygt, forbehold, forestillinger, forventninger, fri natur og favntag med livet. Hvad holder os tilbage og hvad får os til at give slip? Hvad gør naturen ved os? Hvordan er det at mødes og have en samtale med et fremmed menneske? Hvad drømmer vi om – og hvad frygter vi mest? Hvad er kreativitet og hvordan udfolder vi den – og hvornår gør vi det i hvert fald ikke? Hvad er det for indtryk og aftryk vi sætter i hinandens liv? Hvad inspirerer og hvad skræmmer?

Silles gummistøvlerJeg har besluttet mig for at møde nye mennesker og gøre det med en gå-tur som rammen for mødet. Den første aftale er lavet og på fredag kl. 11 trækker jeg i gummistøvlerne. Jeg glæder mig helt vildt!

Share on FacebookTweet about this on TwitterEmail this to someoneShare on LinkedIn